2 INTRODUKTION I takt med at verden bliver billedligt mindre, og bevægelse af gods og personer betragtes som en naturlig del af hverdagen, stiger betydningen af vores infrastruktur, og der udvikles kontinuerligt nye transportformer, transportmidler og nye infrastrukturelle forbindelser. I 2020 bliver Østdanmark via den faste forbindelse over Femern Bælt landfast med Tyskland, og Skandinavien bliver dermed landfast med det kontinentale Europa. Den faste forbindelse over Femern Bælt ændrer det infrastrukturelle billede, som vi kender i dag, og betyder, at Femern Regionen opnår en central beliggenhed som knudepunkt mellem Skandinavien og det kontinentale Europa. I den anledning tog Fonden Femern Belt Development i foråret 2011 initiativ til en analyse af potentialer og muligheder for etablering af et Baltic Logistic Hub ved Rødbyhavn. Analysens oprindelige sigte var en kombineret interessent- og godsstrøms analyse med det formål at afdække relevante godsstrømme for Rødbyhavn samt at afdække erhvervslivets interesse for og mulighederne i, at etablere et logistisk hub i Rødbyhavn. Tidligt i analyseforløbet viste det sig imidlertid, at potentialet for Rødbyhavn som traditionelt godsstrøms knudepunkt syntes sparsomt. Det blev derfor, i fællesskab mellem Fonden Femern Belt Developement, Grontmij A/S og Oxford Research A/S, besluttet at ændre i analysernes metodedesign, således at perspektivet for analyserne blev bredt ud til dels også at omfatte en indledende kortlægning af de landbaserede øst/vest godsstrømme i kontinental Europa, dels også at omfatte alternative former for specialiseret havnedrift som eksempelvis servicehavn for vindmølleindustrien, biomasse eller genanvendelse. Tilvejebringelsen af de endelige analyser er udtryk for en fælles proces, der er bestemt af aktuelle begivenheder eller politiske beslutninger som fx EU’s udmelding om gældende regler for grænseoverskridende anlægsarbejder og udarbejdelse af VVM-undersøgelser. Rapporten er blevet til gennem samarbejde mellem konsulentvirksomhederne Grontmij A/S og Oxford Research A/S. 8 1.1 Rapportens struktur Rapporten indledes med en beskrivelse af forholdene omkring et logistik hub, således at scenen for de efterfølgende analyser sættes. Det drejer sig om et produktionsanlæg for tunnelelementer som grundlag for et Baltic Logistic Hub i Rødbyhavn samt beskrivelse af områdets (Lolland-Falster) nuværende erhvervsstruktur (kapitel 3 og 4). Efter de indledende og karakteriserende afsnit følger den egentlige godsstrøms- samt interessentanalyse, der er funderet på hhv. kvantitative og kvalitative data. Analyserne indledes med den kvantitative godsstrømsanalyse, hvor godsmængder samt godstyper med betydning for Rødbyhavn analyseres (kapitel 5). Godsstrømsanalysen efterfølges af den kvalitative interessentanalyse, hvor centrale aktørers vurdering af potentialerne for et logistisk hub i Rødbyhavn præsenteres. I interessentanalysen indgår både virksomheder inden for transport- og logistikbranchen samt deres aftagervirksomheder, da begge er centrale i forhold til at udvikle et logistik hub (kapitel 6). I rapportens kapitel 7 fokuseres der på alternative former for specialiseret havnedrift, hvor fire forskellige alternative markedsområder analyseres med henblik på en første afdækning af deres markedspotentialer. Rapporten afsluttes med en samlet konklusion på potentialet for at etablere et logistisk hub i Rødbyhavn og i sammenhæng hertil mulighederne for at ansøge om midler til videre analyse af godsstrømmene øst/vest med særligt fokus på at flytte gods fra lastbil til skib, i regi af EU’s TEN T. Ligesom konklusionen også indeholder en vurdering af mulighederne for at etablere alternativ specialiseret havnedrift i Rødbyhavn med udgangspunkt i produktionsanlægget for den faste Femern Bælt forbindelse (kapitel 8). Grontmij & Oxford Research | BALTIC LOGISTIC HUB 2011