3 PRODUKTIONSANLÆG SOM GRUNDLAG FOR ET LOGISTIC HUB Udgangspunktet for en undersøgelse af potentialerne for udvikling af et fremtidig logistisk hub i Rødbyhavn er, at de nord/syd gående og øst/vest gående godsstrømme på sø, jernbane og vej mødes ved Rødbyhavn. Dette forhold forstærkes med realiseringen af Femern Bælt-forbindelsen i 2020. Et logistisk hub er i denne sammenhæng defineret som en erhvervshavn, hvor der konsolideres gods mellem skib, bil og tog, samt hvor der er lokaliseret virksomheder indenfor lager, logistik, transport, distribution, eksport/import med videre. Endvidere kan et logistisk hub være kendetegnet ved lokalisering af produktionsvirksomheder med stort transportbehov og som ønsker adgang til sø, vej og jernbane. Et andet meget væsentligt udgangspunkt for undersøgelsen er samtidig placering af et Femern Bælt produktionsanlæg ved Rødbyhavn, der kan skabe udgangspunktet for et havneanlæg, der efterfølgende kan anvendes i forbindelse med realisering af et logistisk hub. Figur 3.1: Layout af produktionsplads for tunnelelementer: Kilde Femern A/S Den 26. maj 2011 afleverede Femern A/S sin indstilling til transportministeren om, at Rødbyhavn udpeges som produktionsplads for tunnelelementer til den kommende Femern Bælt forbindelse. Efterfølgende har forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt den 1. juni 2011 besluttet at følge Femern A/S’ indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer i Rødbyhavn. I dette kapitel vil der blive set nærmere på, hvilke muligheder placeringen af produktionsanlægget ved Rødbyhavn skaber for at udvikle et logistisk hub efter realisering af en fast Femern Bælt forbindelse i 2020. 10 Grontmij & Oxford Research | BALTIC LOGISTIC HUB 2011