TOSCANA Italien 9 dage Toscana indeholder alt lige fra flade sletter til smukke bjerge, frodige landskaber, middelalderbyer, renæssance, gotik, kunstskatte, mad og vin. Denne rejse giver mulighed for at se og opleve Toscanas største og mest kendte seværdigheder. Her er noget for enhver. Vi skal bo i Montecatini Terme. Montecatini Terme er Italiens mest berømte kurby med varme kilder, smukke parker og fristende butikker. Byen ligger lige midt i Toscana’s hjerte. PROGRAM: 1. dag: Efter endt opsamling kører vi med passende pauser til overnatningshotellet i Sydtyskland. Ved ankomsten får vi aftensmad. 2. dag: Efter morgenmaden kører vi videre over München og gennem det smukke Østrig. Vi ankommer til Toscana hen på aftenen. 3. dag: Vi ser nærmere på Montecatini Terme. Vi bor midt i centrum og vil lære byen at kende til fods. Vi tager med bjergbanen til Alto, hvorfra man kan nyde en fantastisk udsigt over det toscanske landskab og Montecatini Terme. Udflugter: Siena: Vi kører en heldagstur til den fantastiske middelalderby Siena. Til fods ser vi bl.a. den stribede marmorkatedral, Piazza del Campo, den store centrale plads i Siena, som er verdensberømt for sin helt unikke opbygning og oplever de små bilfrie gader og stemningen fra middelalderen. Hjemvejen lægges forbi fæstningsbyen San Gimignano, en af Italiens bedst bevarede middelalderbyer. Byen er også kendt som ”byen med de mange tårne”. Pisa: I dag skal vi en tur til Pisa. Vi besøger Miraklernes Mark, hvor Pisa’s seværdigheder ligger på rad og række. Vi oplever hvor skævt Det Skæve Tårn i Pisa i virkeligheden er. Der er også mulighed for at se den fantastiske marmordomkirke og dåbskapellet. Vi kører tilbage til hotellet i god tid, så vi kan nyde aftenen i Montecatini Terme. Firenze: Vi tager toget til den berømte by Firenze. Pris for togbillet ca. 12,- euro. Vi går en tur i byen og passerer bl.a. forbi den imponerende Domkirke, broen Ponte Vecchio og Uffizi galleriet. Firenze indeholder mange store kunstværker og eftermiddagen vil være på egen hånd, f.eks. til at opsøge de steder som byrundturen gav inspiration til. Vintur: Toscana er blandt andet også kendt for sine mange vine. Vi tager på en udflugt til en toscansk vinbonde. Vi smager på vine og får dertil lidt italiensk brød og pålæg. Pris: ca. 15,- euro. 54