Dommerkonflikt? tja ... døm selv! Dommerkonflikten er overstået, og den nåede ikke at gøre så ondt som skolekonflikten ... På et velbesøgt klubmøde i Roskilde lige op til påske, mens konflikten rasede – for nu at bruge nutidens overdrevne mediesprog – manglede der ikke opfordringer til at søge en løsning. Det var godt at knuden blev løst op kort efter på trods af, at fronterne var trukket så skarpt op. Aftalen mellem DBU og DFU synes at give ro på dommerområdet for en periode, og det er naturligvis glædeligt for os klubledere, hvor en ”døm selv”-besked fra unionskontoret eller en blank dommerlinje på resultatformidlingen inde på dbu.dk ofte har ødelagt optakten til en weekend. Jeg skal ikke her bidrage med meninger den ene eller anden vej om den aktuelle sag, men konflikten giver mig anledning til for afvekslingens skyld at beskæftige mig lidt med dommerudviklingen i Danmark i denne klumme. Dommerne har været til debat lige så længe, som spillet har eksisteret. Jeg har således fundet et par sjove betragtninger i det historiske materiale om sjællandsk fodbold. På årsmødet i 1903 – da SBU bare var et år – blev fremlagt denne skriftlige betragtning fra fodboldturneringsleder Thorup: ”De fleste klubber har – som helhed – et manglende kendskab til de regler, der skal spilles efter. Ligeledes har enkelte klubber og spillere ikke den rigtige opfattelse af dommerens stilling, og deres opførsel overfor ham.” Mon ikke Kurt Bagge-Hansen har sagt noget lignende i sine beretninger, indenfor de seneste år? Thorup noterer videre for over 100 år siden, at der til den kommende sæson må lægges vægt på to ting: ”finere samspil indenfor de enkelte klubber, og en mere nobel og human opførsel overfor modspillere.” 20 år senere, i starten af 1920’erne, diskuterer man i øvrigt dommerhonorarer på det sjællandske årsmøde. Aftalen bliver et honorar på 5 kr. pr. kamp, rejse på 3.klasse samt højest 15 kr. til fortæring! Oplysningerne står at læse i SBUs 50 års jubilæumsskrift fra 1952, hvor man også finder disse stadig ganske aktuelle betragtninger fra tidligere dommer Svend Burgwaldt, der – som han skriver – gerne vil give tips og vink til den dommer, som dømmer af interesse for spillet og ikke for pengenes skyld: ”Min erfaring er denne, at det gælder om at få det hele til at glide på bedste måde, den dommer, som kan være rolig og behersket, som kender sin teori, kan tage spillerne med et venligt ord og smil, han når absolut længst. (…) Min sidste bemærkning til dommerne skal være: Søg at vække så lidt opmærksomhed som muligt, det er spillerne og spillets gang, der har publikums interesse. Den ”stående” eller den i cirklen løbende dommer bliver snart uvenner med sine omgivelser!” Både dette og andre gode ord i Burgwaldts nu over 60 år gamle indlæg, kunne såmænd godt tåle at blive en del af den nuværende dommeruddannelse! Jeg har da mødt dommere, som kunne tage ved lære af Burgwaldt ... Men tilbage til dommerkonflikten og fremtiden: I gymnasiets samfundsfagundervisning tilbage i 70erne lærte jeg om konsensus- og konfliktteorier og at en konflikt i nogle tilfælde kunne være PÅ PÅ SIDELINIEN SIDELINIEN MED NIELS JØRGEN LARSEN 18 SJÆLLANDSK FODBOLD 3/2013 Foto: Catrina Halkjær