background image
7
Engelsk springer spaniel
Field Trial springer spaniels har i jagtlig udbredelse gjort for spaniels, hvad labradoren har gjort for retrievere. Den
er simpelthen, både i England og også i Danmark, mange gange mere udbredt end nogen anden spanieltype.
Springeren er en stødende hund, altså en jagende hund, der rejser vildtet spontant. Den er avlet med en fantastisk
passion for at jage før skuddet, og dens arbejde kendetegnes ved at være meget energisk.
Den er uhyre modig i alt slags terræn, og den jager med en typisk spanielstil, lav næseføring og haleføring.
Dens søg skal være kort under bøssen, og den skal have medfødte anlæg for at reviere og anlægge et søg i forhold
til vindretningen. Den rejser vildtet spontant, men ofte kan jægeren se på hele aktionen og halebevægelserne, at
der er noget i gang.
Den skal respektere alt vildt i opfløj og apportere spontant med silkeblød mund. Den skal være helt stille under alt
jagtudøvelse. Springeren kræver absolut dressur før jagt, og mange jægere lader sig overraske af dens gode tempe-
rament og milde sind.
Jagende hunde kræver mere dressur før jagt end f.eks. apporterende hunde. En springer er skabt til den jagtform,
der kaldes rough shooting, altså en eller to jægere der går og skyder over hunden, ofte i ret hårdt terræn og ofte
uden den helt store vildtmængde.
Nu har alle jægere ikke tilgang til den jagtform, og mange jægere bruger deres spaniels til selskabsjagt. Her gør en
springer god fyldest, men man skal være opmærksom på, at den megen tumult med andre hunde og skydning kan
ophidse hunden. Ligeledes gælder det om at fastholde hundens korte søg, og respekt for vildt der rejses, selvom
det er jagtkammerater, der er sat på post.
Ofte må der skydes bagud i såten, og jægeren med en veldresseret springer kan få gode chancer, der minder om
rigtig spanieljagt. Springeren er en god apportør både fra land og vand. Den er generelt god til at følge fod af og
bringe anskudt vildt.
Den Engelske Springer Spaniel findes i farverne brun/hvid og sort/hvid samt med tanfarvede markeringer.