Ledelsesberetning Industriens Fond modtog i 2011 et udbytte på 16,5 mio. kr. fra Nykredit Holding A/S. Fonden afhændede endvidere aktier i Nykredit Holding A/S for et samlet beløb på 238,1 mio. kr. til Foreningen Nykredit. Handelsprisen var 163,9 mio. kr. højere end aktiernes bogførte værdi på 74,2 mio. kr. idet aktierne handledes til indre værdi. Fondens formål Fonden har til formål at yde støtte til foranstaltninger og projekter, der generelt kan bidrage til videreudvikling af dansk erhvervsliv med særlig vægt på dansk industri. Der kan endvidere ydes støtte til undervisningsaktiviteter og forskningsprojekter med erhvervsmæssigt sigte. Denne støtte kan også ydes til enkeltpersoner. Der ydes ikke støtte til aktiviteter, der har indtjeningsmæssigt eller virksomhedsspecifikt formål. Støtte kan ydes som direkte tilskud eller som rentefrie eller rentebærende lån. Herudover har fonden til formål at være aktionær i Nykredit koncernen. Fondens investeringsstrategi for fondens frie midler har i 2011 fortsat altovervejende været placering i realkreditobligationer med lang løbetid. Årets resultat Årets resultat udgør 296,8 mio. kr. mod 55,1 mio. kr. i 2010. Resultatet fremkommer som realiseret avance ved salg af aktier i Nykredit Holding A/S, 163,9 mio.kr., modtaget udbytte på 16,5 mio. kr., realiserede og urealiserede kursgevinster på obligationer på 83,1 mio. kr. og renter på 49,1 mio. kr., i alt finansielle indtægter på 312,6 mio. kr. med fradrag af egne drifts- og projektomkostninger på 8,4 mio. kr. og skat af årets resultat på 7,4 mio. kr. Af årets resultat på 296,8 mio. kr. er 101,9 mio. kr. medgået til projektbevillinger, mens 194,9 mio. kr. er tillagt fondskapitalen. Fondens uddelinger sker primært indenfor følgende tre strategiske fokusområder: Kompetencer og viden, Virkelyst og iværksætteri samt Globalisering og åbenhed. Udbetaling af uddelingerne har en horisont mellem et og seks år. Ledelsesforhold Ved udgangen af 2011 består Fondens sekretariat udover den adm. direktør af 4 fuldtidsmedarbejdere samt en projektleder for det af Fonden finansierede projekt ”Radikal Forenkling”. Forventninger til 2012 Fondens aktiebeholdning i Nykredit Holding A/S udgjorde ultimo 2011 nominelt 66,2 mio.kr. svarende til 4,99 pct. af aktiekapitalen og 2.765 mio. kr. som andel af den indre værdi af selskabet ved udgangen af 2011. Fonden forventer, at Nykredit Holding A/S i 2012 vil udbetale udbytte for regnskabsåret 2011 på samlet 200 mio. kr. Idet Fonden ejer 4,99 pct. af Nykredit Holding A/S, vil det betyde, at der vil blive udbetalt et udbytte på 10 mio. kr. Fonden forventer tillige, at Foreningen Nykredit i 2012 i forlængelse af udbyttebetalingen fra Nykredit vil købe en del af fondens aktier i Nykredit Holding A/S. Fondens kapitalbevægelser for 2012 vil derudover udgøres af forrentningen af Fondens værdipapir- og likviditetsbeholdning med fradrag af udbetalinger af bevilgede donationer i løbet af 2012. Strategisk har fonden en forventning om, at omfanget af årlige uddelinger kan blive i niveauet 100 mio. kr. Efter regnskabsårets afslutning er der ikke indtruffet forhold, der væsentligt påvirker fondens finansielle stilling pr. 31. december 2011. 4